Kunstanmeldelse

Poesiens rå muskelkraft

 

Om Tom Slotts kunstneriske univers

 

 

Tom Slott er en kunstner, som aldrig står stille. Han er hele tiden på jagt efter et udtryk, som passer til hans kunstneriske temperament. Et temperament, som slår gnister og skal slå gnister, for Tom Slott har sin absolutte force i den rå og spontane kamp med stoffet. Hvad enten han skruer helt op for farvepaletten eller holder sig til de afdæmpede jordfarver, er han bedst, når han lader kræfterne få frit spil i en muskuløs, men alligevel poetisk malemåde. Så kommer følelserne, de direkte naturindtryk, den utæmmede energi og den legende fantasi helt frem på lærredet. Noget, der faktisk skal forstås helt bogstaveligt, for Tom Slott påfører sin farve på en så pastos måde, at der opstår en reliefvirkning på lærredet. Noget, som kun er med til at understrege den organiske karakter af hans malestil.

 

Tom Slott taler selv om inspiration fra Asger Jorn og Per Kirkeby, men man fornemmer ikke, som man unægtelig gør hos så mange andre kunstnere, at han efterligner de to mestre. Det ville der for øvrigt heller ikke komme noget godt ud af, slet ikke når man har Tom Slotts vilje til en oprigtig ægthed i udtrykket. Det, der sker er, at han lader sin egen vilje råde på lærredet. Arbejder med stoffet og først når den halvvejs ubevidste proces er færdig, træder et skridt tilbage og betragter resultatet. Her er det også på sin plads at gøre opmærksom på, at Jorns og Kirkebys malemåder slet ikke er stilarter. Hele ideen med Jorns kunstneriske projekt var netop at komme ud over de stilbetegnelser, som efter hans mening kun blev brugt af støvede kunsthistorikere til at rubricere noget, som ikke kan rubriceres eller sættes i bås, nemlig selve den kunstneriske skabelse. Når så mange kunstnere laver noget, der ligner en Kirkeby eller en Jorn, er det netop fordi, de ikke har sig selv med i processen.

 

Anderledes med Tom Slott. Her angribes lærredet, ikke kun med pensel, men også med spartel, penselskaft og fingre, ser det ud til. Og det virker. Man fornemmer kraften og de u- og underbevidste kvaliteter, som Cobra-kunstnerne så gerne ville nå frem til. Malerierne holdes oppe af et kompositorisk skelet, der virker som sammenbindende knogler. Ud fra disse ”knogler” skyder farven sig så ind: sort overfor hvidt, himmelblåt overfor forårsgrønt med de stænk af blodrødt og gulorange, som får billederne til at gløde og bogstaveligt drive ned ad lærrederne som brusende vandløb. Det er denne kraft, som er det vigtigste i Tom Slotts malerier. Tolkningen ligger helt hos den enkelte beskuer selv.

 

Den samme kraftfuldhed og koncentrerede energi finder man i Tom Slotts bronzeskulpturer. Her ser man mennesketorsoen skåret usentimentalt ind til benet i figurer, der minder om rituelle kultgenstande fra bronzealderen. Figurerne er heldigvis ikke højpolerede – det ville i den grad fjerne deres rå karakter – men står rustikke og gådefulde og stirrer ud i verden på deres granitsokkel. Som sådanne er de glimrende ledsagere til Tom Slotts acrylmalerier og man kan med fordel erhverve sig et eller flere eksemplarer af begge.

 

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie

Tom Slott | Skrænten 91, Vejle Ø - Danmark | Tlf.: 29201277 | tomslott@gmail.com